Visitation og samarbejde
I samarbejde med
- Kommunernes etablerede misbrugs- og rådgivningscentre
- Jobcentre
- Børne- og Familieafdelinger
- Sygedagpengeafdelinger, pensionsafdelinger og myndighedsafdelinger
- A -kasser og forsikringsselskaber
- Arbejdsgivere
- Patientens egen læge
- Kriminalforsorgen
- Patientens familie/ netværk
ønsker vi at medvirke til, at den borger, der søger behandling i vores regi atter bliver i stand til egenhændigt at varetage ansvaret for sin tilværelse økonomisk, socialt og relationelt.
Det er vores erfaring, at jo grundigere dialogen og forberedelsen er før en indlæggelse, jo bedre sikres et optimalt behandlingsforløb og vi anbefaler derfor, at patienten forud for eventuel indlæggelse kommer på besøg på institutionen til en indledende samtale med deltagelse af kommunal visitator eller arbejdsgiver og pårørende - et forbesøg giver patienten en uforpligtende mulighed for at være deltagende i beslutningen om behandlings-tilbud ud fra egen oplevelse af institutionen, personalet, metoden og stemningen.
Under samtalen berøres afhængighedshistorie samt aktuel fysisk, psykisk, social, relationel og økonomisk situation - herved afdækkes patientens og de pårørendes behandlingsbehov og der udfærdiges en behandlingsplan indeholdende tidsramme samt mål og delmål for behandlingsforløbet. Patient og visitator inddrages efterfølgende løbende i behandlings-planen.
Gennem skriftlig og mundtlig kommunikation med de relevante samarbejdspartnere sikres kontinuerligt fokus på mål og delmål i behandlingsforløbet. Hovedgrundlaget er skriftlig dokumentation i form af statusskrivelser som oplæg til evalueringsmøder/ behandlingsmøder med patient og visitator. Vi tilstræber, at der afholdes mindst to møder i løbet af den primære døgnbehandling og møder med passende interval i udslusningsforløbet - møderne foregår som regel på institutionen i det primære forløb.
På det sociale og beskæftigelsesmæssige område indgår vi i samarbejde omkring sociale handleplaner, udfærdigelse af ressourceprofil, dagpengeopfølgning og samarbejde på børne- og familieområdet.
På det sundhedsfaglige område udfærdiges lægeerklæring, statusattest og speciallæge-erklæring ved behov. Der sendes altid epikrise til egen læge ved udskrivning, hvis der er foretaget ændringer i patientens medicinering eller hvis der er iværksat behandling.
Der udfærdiges ved udskrivning fra døgnbehandlingen en detaljeret beskrivelse af behandlingsforløbet og af patientens ressourcer og barrierer ved afslutningen af opholdet.
Behandlingscenter Sjælland indberetter til Sundhedsstyrelsens nationale registre NAB og SIB.
Visitation: Bodil Kjær og Trine Bisgaard Goggin - 70 20 40 42 |